Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkassen

Chatten

Linjen

NY HJÆLP TIL ÆLDRE EFTERLADTE

NY HJÆLP TIL ÆLDRE EFTERLADTE

Langt de fleste mennesker kommer til at opleve sorg. Jo ældre vi bliver, jo større bliver risikoen for at vi mister mennesker tæt på os – både i familien og i omgangskredsen.

Mange tænker, at tab og sorg hører alderdommen til og er et naturligt livsvilkår, man som ældre må leve med. Derfor overses sorg blandt ældre meget ofte. Både af deres familie, venner og øvrige netværk – men i høj grad også af personalet i kommuner og sundhedsvæsen. Mange fagprofessionelle ved for lidt om sorg, om sorgreaktioner og om sorgarbejde og er sjældent klædt på til at støtte, spotte og henvise, når de møder ældre efterladte, der får brug for professionel hjælp.

Forskningen fortæller, at 15-20 pct. af alle efterladte bliver syge af sorg. De udvikler komplicerede sorgreaktioner – fx vedvarende sorglidelse, som WHO netop i år har anerkendt som en selvstændig diagnose. Og de får brug for professionel hjælp. Vi har ingen grund til at antage at ældre ikke rammes lige så hyppigt af komplicerede sorgreaktioner som yngre og vi ved med sikkerhed at når det gælder ’vedvarende sorglidelse’, så er ældre mere udsatte end yngre.

Læs mere om komplicerede sorgreaktioner og vedvarende sorglidelse HER

Med støtte fra Sundhedsstyrelsen går Det Nationale Sorgcenter derfor nu nye veje for sikre bedre hjælp til ældre efterladte med svære sorgreaktioner.

I et nyt pilotprojekt kan 20 ældre efterladte fra Københavns Kommune få et behandlingsforløb i Det Nationale Sorgcenter. Deltagerne skal findes gennem Københavns Kommunes ældrepleje. Her er en lang række ansatte indenfor sundheds- og omsorgsområdet, der møder byens ældre borgere, blevet efteruddannet og opkvalificeret, så de bedre kan spotte ældre efterladte med behov for støtte og/eller professionel hjælp.

Behandlingen gives i form af et terapeutisk samtaleforløb med en specialiseret psykolog i Det Nationale Sorgcenter.

Alt for mange ældre efterladte med svære sorgreaktioner får slet ingen hjælp eller fejlbehandles med antidepressiv medicin. Derfor tester vi nu et behandlingsforløb for ældre efterladte med komplicerede sorgreaktioner i håb om at resultaterne kan bane vejen for at ældre i flere af landets kommuner kan få samme mulighed for at blive henvist til specialiseret behandling i en af Det Nationale Sorgcenters afdelinger. Det siger Preben Engelbrekt, der er direktør i Det Nationale Sorgcenter og som mener at projektet i gangsættes på det helt rigtige tidspunkt.

Den demografiske udvikling i Danmark betyder nemlig at antallet af ældre medborgere stiger kraftigt i de kommende år. Det betyder også, at antallet af årlige dødsfald vil stige med over 20 pct. over de næste 20 år. Hvert dødsfald efterlader i gennemsnit 4 mennesker i sorg og der vil derfor i fremtiden være flere efterladte, som får brug for støtte og behandling.

Det er Sundhedsstyrelsen, der har udvalgt Det Nationale Sorgcenter til at stå for det vigtige pilotprojekt, som centeret vil bruge til at bane vej for en styrkelse af  indsatsen for ældre efterladte i hele landet. Pilotprojektet løber frem til slutningen af 2019 og pengene er bevilliget under Sundhedsstyrelsens ’Pulje til ældre ramt af sorg og livsfortrydelse’.

Læs mere om puljen HER

Vil du vide mere om indsatsen, kontakt Biretha Vitalis Joensen på bvj@sorgcenter.dk