Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkassen

Chatten

Linjen

Ny undersøgelse: Danskerne er bange for at tale om døden

få-det-bedre-med-døden-rapportforside

Ny undersøgelse: Danskerne er bange for at tale om døden

Vi udgiver i dag en rapport over en ny landsdækkende undersøgelse, som viser, at en stor del af danskerne oplever, at det svært at tale med børn og unge om døden. Faktisk vil størstedelen af os helst undgå at tale om det. Også selvom vi mener, at det er vigtigt at tale om. 

Døden rammer os alle. En hård konstatering, men en uundgåelig sandhed. Alligevel tænker mere end hver anden dansker sjældent eller aldrig på deres egen død. Ældre tænker heller ikke markant oftere på døden i forhold til yngre. Det erfarer Børn, Unge & Sorg fra en landsdækkende undersøgelse om danskernes holdning til døden. Undersøgelsen viser, at mere end en fjerdedel af danskerne i høj eller nogen grad har svært ved tale om døden. Og at mere end halvdelen oplever døden som et tabu i samfundet. I Region Nordjylland er tabuet tilsyneladende størst, hvor næsten to ud af tre svarer, at de i høj eller nogen grad oplever et tabu i samfundet omkring døden.

Mange voksne oplever, at det er svært at tale om døden. Særligt med børn og unge. De voksne er bange for, at snakken vil gøre børnene kede af det, fordi det er svært for et barn at forstå døden. Vi vil helst undgå at tale om døden, når den ikke er aktuel. Også selvom det er vigtigt,” siger Preben Engelbrekt, direktør for Børn, Unge & Sorg.

Hvert år oplever et stort antal danske familier døden på nært hold. Enten ved tabet af en nær ven eller et familiemedlem. På trods af dette viser undersøgelsen, at af de danskere, der har børn, har under halvdelen taget stilling til, hvad der skal ske med deres børn, hvis begge forældre dør. En del af dem, som har taget stilling, har ikke fortalt børnene om deres beslutning.

Læs artiklen: “Danskerne undviger samtaler om døden”, Kr. Dagblad 11. juni 2015

Vigtigt at tale med børnene

Ifølge Børn, Unge & Sorg har børn brug for at tale om det, de er bange for. Også når det gælder sygdom og død. Derfor skal de voksne åbne op. Det gælder primært de helt små børn i aldersgruppen 0-11 år, som de voksne, herunder især mænd, ikke mener, det er vigtigt at tale om døden med. 40 % af de voksne mener ikke, at det er vigtigt, når børn har den alder. Hos aldersgruppen 12-19 år ser det midlertidig anderledes ud. Her mener 75 % af de voksne, at det er vigtigt at tale om døden med dem.

Hvis vi ikke taler med hinanden og med vores børn om døden – også når det ikke er aktuelt – gør vi det sværere for børn at håndtere en situation, hvor de mister eller hvor én af deres kammerater mister. Vi har som forældre et klart ansvar for at tale med vores børn om døden,” understreger Preben Engelbrekt.

Selvom de voksne ifølge undersøgelsen finder det vigtigt at tale med børn og unge om emnet, er det svært at bringe det i spil. Det handler ifølge Børn, Unge & Sorg i høj grad om at tale med børnene om døden i deres eget univers. I en sammenhæng, der passer til deres alder og modenhed. Det kan give en god forståelse for, hvad døden handler om.

Børn, Unge & Sorg er i øjeblikket ude med en landsdækkende kampagne, der under titlen ”Få det bedre med døden” sætter fokus på at nedbryde danskernes berøringsangst over for døden ved blandt andet at portrættere døden som en menneskelig figur – som en naturlig del af børn og unges liv.

Læs mere om kampagnen her

Læs rapporten “Danskernes holdning til døden – en befolkningsundersøgelse gennemført af Userneed for Børn, Unge & Sorg