Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkassen

Chatten

Linjen

Sorg er ikke en sygdom. Men man kan godt blive syg af sorg.

Sorg er ikke en sygdom. Men man kan godt blive syg af sorg.

Ligesom sorg er frygt og angst også naturlige følelser hos os alle, men betyder det, at vi skal afvise, at nogle mennesker kan have en angstsygdom, og skal vi afskaffe diagnosen, spørger Preben Engelbrekt, der direktør i Det Nationale Sorgcenter og i Børn, Unge & Sorg.

Af Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter og i Børn, Unge & Sorg.

På lederplads i denne avis den 22. december udtrykkedes frygt for, at vi med en ny diagnose for kompliceret/forlænget sorg er ved at sygeliggøre sorg generelt.

Jeg er helt enig med lederskribenten i, at sorg ikke er en sygdom. Sorg og tab er forbundet med smerte hos alle efterladte. Sorg er kærlighedens pris og en del af livet. Jeg mener dog ikke, som lederskribenten, at man derfor kan udlede, at man ikke kan blive syg af sorg. Forskningen fortæller os da også, at 10-15 procent af alle efterladte udvikler en kompliceret sorgreaktion og får brug for professionel hjælp.

Kompliceret sorg handler ikke om, at nogle mennesker har elsket mere end andre og derfor får det sværere efter et tab. Kompliceret sorg kan for eksempel opstå, hvis den efterladte har haft et kompliceret forhold til afdøde, hvis man har mistet under meget dramatiske omstændigheder eller efter årelang belastning af relationen (for eksempel fordi, afdøde havde en fysisk eller psykisk sygdom eller et misbrug). Der er også større risiko for kompliceret sorg, hvis den efterladte selv har dårlige netværk eller er sårbar.

WHO har netop offentliggjort, at diagnosen ”forlænget sorgreaktion” bliver en realitet fra juni. Diagnosen har til hensigt at forbedre hjælpen til den gruppe efterladte, som får livet ødelagt af sorg. I Det Nationale Sorgcenter har vi længe efterlyst en selvstændig diagnose på området for at sikre et højere vidensniveau blandt sundhedsprofessionelle. I dag ser vi desværre mange eksempler på manglende eller forkert hjælp og behandling til efterladte med kompliceret sorg, fordi læger og psykologer ofte ikke kan skelne mellem kompliceret sorg og naturlig sorg og mellem kompliceret sorg og for eksempel depression og ptsd.

Et stykke hen ad vejen kan jeg godt forstå den bekymring, avisen udtrykker, og frygten for et glidebanescenarie. Men også kun et stykke! Hvis man skal følge leder-argumentet helt til ende, så er det nemlig i sidste instans et argument for at afskaffe rigtig mange diagnoser.

Frygt og angst er også naturlige følelser hos os alle, men betyder det, at vi skal afvise, at nogle mennesker kan have en angstsygdom, og skal vi afskaffe diagnosen? Nogle mennesker har autistiske træk, uden at de har autisme. Andre har en forstyrret spisning, uden at de har en behandlingskrævende spiseforstyrrelse. Ondt i halsen og feber oplever alle mennesker, men betyder det, at vi skal afskaffe influenza-diagnosen og sige til mennesker selv med meget høje infektionstal, at det er naturligt? Det er også naturligt at have ondt i hovedet i perioder, men betyder det, at vi skal sige til mennesker med hyppige, langvarige og svære migræneanfald, at det blot er en del af livet, bare fordi alle med ondt i ondt i hovedet ikke har en behandlingskrævende migrænesygdom? Mange mennesker har lavere lungefunktion end andre, uden at de nødvendig er syge og skal behandles – men betyder det, at der ikke findes lungesygdomme overhovedet, uanset hvor lav lungefunktionen er?

Vi skal væk fra tænkningen rask og syg. Man er ikke enten rask eller syg. På langt de fleste helbredsområder – fysiske og mentale – befinder vi os alle sammen på et kontinuum mellem rask og syg. Således også på sorgområdet. Spørgsmålet er, hvordan vi definerer grænseværdierne for, hvornår der er brug for professionel hjælp. Hvornår er symptomerne invaliderende nok? Hvor lav skal funktionsevnen være, for at man kan få hjælp? Hvor længe skal man have symptomerne, før vi tror på, at tilstanden ikke er forbigående eller kan håndteres ved egen hjælp eller træning? Det kan vi altid diskutere! Men at afskaffe en diagnose – eller i dette tilfælde sætte sig imod en ny diagnose for ”forlænget sorg”, fordi sygdommens symptomer i forskellig grad også forekommer bredt i befolkningen hos mennesker, der ikke er syge, men som helt naturligt oplever en krise i livet, når de mister – dét vil være forkert.

Læs indlægger på KD.dk HER.