Besøg vores online tilbud:

Brevkassen

Chatten

Linjen

Om Håbefulde Historier

HÅBEFULDE HISTORIER

Døden er mere tabuiseret end nogensinde og mange af os er analfabeter, når det gælder vores forhold til døden. Det mener Børn, Unge & Sorg, der nu udfordrer danske unge til at sætte tabuer og dilemmaer om liv og død til debat på gymnasier i hele landet!

7.000 børn og unge (0-27 år)mister hvert år en søskende eller forældre. Næsten 80.000 unge har på et tidspunkt i livet oplevet at det værst tænkelige er sket: en far, mor, bror eller søster er død. 130.000 børn og unge oplever hvert år at en forælder får konstateret en alvorlig sygdom. Alvorlig sygdom og død i familien er ikke noget, der kun rammer de få! Og i løbet af livet kommer vi alle til at opleve sygdom og død hos dem, vi elsker. Det er et eneste i livet, vi ved med sikkerhed! Alligevel er sygdom, død og sorg emner, de fleste af os har svært ved at forholde os til og derfor helst undgår at tale om.

Men det vil Børn, Unge & Sorg med projekt Håbefulde Historier nu lave om på! Derfor skal tre 2.g. klasser fra 9 gymnasier i løbet af vinteren deltage i skrive-laboratorier hvor de bliver udfordret på at formidle svært stof om liv og død i form af en kronik.  

”Vi sætter barren højt! Hvis vi kan få engageret den ’udødelige’ ungdom i en snak om livets afslutning, så er der håb forude! Missionen er give de unge viden og mod til at forholde sig til egen dødelighed og til at turde møde efterladte med større åbenhed. Jo før, vi lærer at tale åbent om døden, jo bedre er vi rustede til at håndtere sorg hos os selv og møde andre efterladte. Og jo tættere kan vi måske komme på hinanden i livet. En åben og modig samtale om døden kan være en af de stærkeste samtaler om livet,”  siger direktør i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt.

Håbefulde Historier kickstartes på Nærum Gymnasium den 31. oktober og afsluttes den 21. februar på Rødkilde Gymnasium i Vejle. 

Mobilselskabet Call Me er samarbejdspartner i Håbefulde historier, der med budskabet om at blive bedre til at tale om alt det svære, læner sig op af selskabets mission: 

”I Call me ved vi at det har stor betydning for vores trivsel, hvordan vi taler med hinanden med hinanden. Samtale skaber forståelse og rummelighed – også når det gælder svære emner. Det kræver medfølelse, engagement og mod at spørge ind til et andet menneskes tab, sorg eller afmagt.  ’Håbefulde Historier’ skal hjælpe unge med at bryde tavsheden og gribe hinanden, når livet gør ondt. Den mission er vi hos Call me enormt stolte af at være en del af,” fortæller Anja Enggaard, Call me.

Udover at få eleverne til at reflektere over svære emner, så er Håbefulde Historier også et ambitiøst skrive- og formidlingsfagligt projekt. Håbefulde Historier tæller derfor som en af årets 2.g. opgaver og de tre dygtigste og modigste kronikkører har udsigt til at nå ud til hele landet via Dagbladet Politiken, der sammen med Børn, Unge & Sorg vælger tre kronikker til publicering.

Initiativet til Håbefulde Historier er taget af Børn, Unge & Sorg der i næsten 20 år har støttet og behandlet efterladte og pårørende børn og unge.

Håbefulde Historier løber af stablen i perioden fra oktober 2017 til februar 2018.

Nærum Gymnasium  (d. 31.10.), Øregaard Gymnasium (d. 7.11.), Mulernes Legatskole (d. 10.11.), 
Gl. Hellerup Gymnasium (d. 28.11), Ordrup Gymnasium (d. 5.12.), Greve Gymnasium (d. 8.12.), 
Ørestad Gymnasium (d. 12.12.), Birkerød Gymnasium (d. 15.12.) og Rødkilde Gymnasium (d. 21.2.). 

Vil I være med? 

Projekt ‘Håbefulde Historier’ foregår på udvalgte gymnasier rundt om i hele landet. Måske er I på dit gymnasium også interesseret i at være med til at sprede ‘Håbefulde Historier’? Vi kommer gerne ud på flere gymnasier i løbet af 2018. 

Alle elever på de gymnasier der vælger at deltage i eksperimentet, får chancen for at: 

  • få talt med sine nærmeste om livets store spørgsmål
  • dykke ned i de spørgsmål om liv og død, der optager dem mest
  • skrive en historie, som andre unge kan lære af og finde håb i

Se de opgavetyper og det kilde- og inspirationsmateriale, som vi og eleverne arbejder med i projekt Håbefulde Historier HER

Skriv til seniorkonsulent Søren Bregendal hos Børn, Unge & Sorg på sb@sorgcenter.dk, hvis du vil vide mere om muligheden for at DIT gymnasium bliver en del af Håbefulde Historier. 

Håbefulde Historier er støttet af
Hempel Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Politiken-Fonden, Edel og Wilhelm Daubenmerkls Almenvelgørende Fond, Knud og Dagny Gad Andresens Fond, Call me, Danske Banks Fond,
Danmark Fonden og Rosalie Petersens Fond.